I Nøddehegnet starter vi morgenen sammen i børnehavens alrum, både vuggestuebørn og børnehavebørn. Vi serverer morgenmad indtil kl. 7.00. Vi har som udgangspunkt en voksen fra begge afdelinger om morgenen, men ikke én voksen fra hver stue.
Kl. ca. 7.00 begynder vuggestuebørn og voksne at gå ned i vuggestuens alrum. Kl. 7.30 er der 3 voksne i hver afdeling, og vi begynder at gå ind på stuerne, når der bliver for mange børn i alrummet
Kl. 8.00 er der som udgangspunkt personale til alle stuer, og vi begynder at gå ind på stuerne. Om sommeren går børnehavebørnene ofte på legepladsen, men vi holder en stue åbent til de børn, der ikke er helt vilde med at komme udenfor lige med det samme.
I vuggestuen serverer vi formiddagsmad mellem 8.30 og 9.00, og det består af brød og frugt. I børnehaven spiser vi formiddagsmad ca. kl. 9.00.
Om formiddagen laver vi forskellige aktiviteter med børnene. Nogle gange er børnene på egen stue, andre gange er de sammen i aldersopdelte grupper på tværs af stuerne, og personalet planlægger alderssvarende aktiviteter i forskellige projektgrupper.
Kl. ca. 10.30 spiser vuggestuebørnene frokost og omkring kl. 11.00 spiser børnehavebørnene. Vi får dejlig mad lavet af vores dygtige køkkendame.
Efter frokost bliver de børn, der har brug for middagslur puttet enten i barnevogn eller i sovepose. De helt små vuggestuebørn vågner måske fra deres første lur og skal til at spise frokost. Efter frokost er børnehavebørnene på legepladsen, og det er i stort set alt slags vejr,, dog kan vores børnehavelegeplads være virkelig fyldt af kæmpe vandpytter, og så er vi indenfor.
Mellem 14 og 14.30 er der eftermiddagsmad til alle børn, og derefter er der aktiviteter på stuerne, i alrummet eller på legepladsen.
Sidst på eftermiddagen samler vi igen børnene fra både vuggestue og børnehave, da personalet begynder at få fri, og der er få børn tilbage.